Der boede en engel på Brede
Guds gave til alle os børn,
Elskelig, god og til stede,
Parat til at tage sin tørn.

Englen var søster til farfar,
Den yngste af tre i en flok,
Lille, væver og farbar,
For hende var Herren nok.

Bibel og tro blev et ståsted,
Kærligt hun fulgte dens ord.
Ebenezer, i troens menighed,
Der bad hun sit fadervor.

Hun viede sit liv til Vorherre,
Det enkle liv med en tro,
børn fik hun ikke desværre,
skønt hun havde hos Herren et bo.

Hun elskede børn uden forskel,
Var hele familiens Ga-Gu,
en engel på Brede, en skattet juvel,
i mindet hun stråler endnu.

(imp07.10.06)

Min  farfar var ikke den rigtige far
Til min far
Han var kun en slags reserve.
Den rigtige far der var far
til min far
Var gulnet og blottet for nerve.

Han lignede ikke en rigtig far
Til min far
Men farmor sagde han var det,
En mystisk mand blev far
Til min far
Han har cykel  med på billedet.

Mon ham den rigtige far,
Til min far
Der var fin, det var noget med greve.
blev fortalt at han var blevet far
Til min far ?
Eller var han en fedtegreve?

Tænk, hvis ham den rigtige far
Til min far
Havde giftet sig med farmor
Så var min far nok ikke blevet
Min Far
Grev Thure, en svensk metafor !

Hvor heldigt for mig, at den rigtige far
Til min far
Forsvandt et sted i Sverige
Så farfar, reserven for den rigtige far
Til min far
fik farmor og sønnen tillige

(imp 21.02.05)

På Østerbro er der en gade
Hvor børn kan lege som de vil
alle smiler og er glade
Solen skinner man er til.

Der er katte og kaniner
Enkelte de holder mus
Nogle råber andre hviner
Hunde bor i hundehus.

I gadenummer enogtyve
Sidder der en lille dreng
Ville ønske han ku’ flyve
Han skal bare gå i seng

Søster ved hans side sidder
Drømmer sig en dejlig drøm
Om prinsessen og en ridder
Vækkes af et lille røm

Begge børn er gode venner
Han er lille hun er stor,
Påskebreve til os sender
Tak fra farfar og farmor.

Styrke og kraft , stolthed og magt
Betegner min eneste farmor
Et ord er et ord, når først det er sagt
Matriarkalske Nelly er stor.

For enden af bordet sidder hun tungt
Regerer med farfar og verden
Han logrer med halen og gør honnør
Er farmor prinsessen på ærten?

Aldrig jeg så det mindste tegn
På svaghed i mening og holdning
Farmor hun vidste hvad der var ret
Gav aldrig køb på en eneste ting.

Foruden at kunne sin verden regere
En kunstner det var hun til mad,
Strikke, hækle, sy og brodere,
Finesserne farmor besad.

Farmor fik venner, hvorfra ved jeg ej
De fyldte huset i Brede
Der var liv og glæde og stor ståhej
Jeg elskede at være til stede.

Farmor havde sine meningers mod
Ufred blev tit resultatet
Hun rokkede sig ikke, stod på sin fod
Der var styrke i matriarkatet.

Når jeg ser tilbage på barndommens liv,
Er farmor en kvinde jeg mindes,
Det svenske islæt, et lokomotiv
En sløjfe der kærligt skal bindes.

(imp10.02.07)

Forår, forventning og lyse dage
Solsorten fløjter fornøjet.
Duen kurrer og gør sig til
Puster sig op for sin mage
Liv begynder og noget går til
Vemodigt jeg følger det hele,
Svag og gammel er du tilbage
Dine øjne skinner endnu.

Forår, forventning og lyse dage
Haven er gul som i fjor.
Påskeliljerne ringler en sang,
Anemonerne svarer tilbage.
Du ligger lille og bleg i din seng,
Vemod og afmagt mig fylder.
Du smiler tilfreds, mæt af dage
Dine øjne skinner endnu.

Forår, forventning og lyse dage
Noget forstyrrer mit sind.
Vemod og sorg går hånd i hånd,
Når livets stemmer bliver svage.
Endnu, er du her, min egen mor,
Taknemligt jeg kigger tilbage,
Forår er håb og grønne dage,
Dine øjne skinner endnu.

(imp05.04.07)