Paris ligner sig selv, og dog er der et eller andet der er anderledes.
Måske er det fordi vi allerede hjemmefra, i fjernsyn og aviser har fulgt med i den franske regerings urimelige lovforslag, besættelsen af Sorbonne og demonstrationerne i latinerkvarteret. Vi er meget opmærksomme, på vagt og iagttagende.
På vejen fra lufthavnen med bus til operaen, er alt som det plejer.

Vi går ad Avenue de l’Opera ned mod Palais Royal. Der er et mylder af mennesker og biler, det er lørdag og dermed store shoppedag. Cafeer og restaurationer bugner af mennesker, solen skinner, det blæser koldt. Ved Monoprix, det store supermarche på vejen mod hotellet, sidder en stor sort mand med alle sine poser og tigger. Han virker aggressiv, taler højt med sig selv, er helt i sin egen verden. Ingen tager notits af ham, måske sidder han der altid?
Udenfor vores hotel sidder endnu en mand på hug og stirrer lige ud i luften. Han har en flaske hvidvin ved sin side, som han patter af ind imellem.
Han ser sølle ud, og er en stærk kontrast til de fine forretninger og dette velhaverkvarter.

Da vi senere lørdag aften, efter en dejlig middag på en nærliggende restauration, slentrer hen af Rue St-Honore, tæller vi nitten store politibiler med anhængere og udrykning. Anhængerne er fyldt med store skjolde. Bilerne har kurs mod latinerkvarteret. Da fornemmer vi instinktsvis alvoren og uroen i byen. Det er mærkeligt at tænke på, at lige der hvor vi går, måske en kilometer fra Sorbonne, er der stille og roligt, ingen ballade.
Fra Danmark og fra det franske fjernsyn får vi hele tiden opdateret informationerne om situationen i latinerkvarteret og det øvrige Frankrig.

Ved Comédie Francaise ser vi et mærkeligt syn. Rundt om teatret langs væggene bliver der redt op til natten. Vi tæller otte, alle mænd med soveposer, underlag og ejendele, der lægger sig til rette for at sove. Det har vi aldrig set før.
Vores datter bor lige i nærheden, hende har vi besøgt utallige gange i de ca. femten år hun har boet i Paris. Men selvom vi har set mange fattige og hjemløse før, er det som om fattigdommen er accelereret.

Søndag er det forår i Paris, vi går tur i Marais kvarteret og omkring Pompidoucenteret. Langs med centeret er opstillet en masse små telte over varmeristene. Vi undrer os, og vores datter fortæller, at det er velgørende organisationer, der har skænket disse telte til de hjemløse, så de kan overleve i vinterkulden. Det pirrer til vores dårlige samvittighed at se det her, hvordan kan det dog komme så vidt?

Da vi om aftenen begiver os af sted for at spise på restauration, passerer vi St-Eustache kirken. Udenfor kirken er der livlig aktivitet og mange mennesker. Et såkaldt suppekøkken er sat op, og værdigt trængende kan her hver søndag aften få et godt varmt måltid. Vi røres over den godgørenhed, der udvises, og forstemmes over den fattigdom, vi ser.
Mandag formiddag sidder ”vor” mand stadig på hug udenfor hotellet. Der er en fodgængerovergang og et trafiklys lige ud for manden. Da der bliver rødt lys, og bilerne holder stille, liver han op, rejser sig hurtigt, banker på bilruderne og tigger penge. Mange er venlige og giver ham en skilling.
Da lyset bliver grønt, er han tilbage på hug igen.
Onsdag tager vi hjem, efter en dejlig ferie i Paris, men også med en stærk fornemmelse af, at noget er ved at gå helt galt for en meget stor gruppe mennesker.
(skrevet 24.03.06)
(trykt i Politiken 01.04.06)