I skolestuen sad en mand med kittel,
læge var hans rette titel.
Bag katetrets blanke flade,
mellem knive, vat og fade,
var han til sin dont beredt.

Ind vi trådte trådte i lokalets indre,
jeg var seks, de andre mindre.
Angst jeg græder nogle hyler,
desværre ikke nok til at forhindre,
angreb fra den hvide mand.

Blusen krænges og en skulder blottes,
mor og lægen sammenrottes.
To små stik i armen og jeg hopper,
det er altså sådan man får kopper.
Børn i rækker ordner han.

Efter mig så kommer bror og søster,
modigt de begiver sig til hans lyster.
Begge får de indsat et par kopper,
roligt ser de på at seancen stopper,
Ingen hyl og ingen vræl.

Stolte af os selv spadserer vi til Brede,
Viser skuld’ren frem til dem dernede.
Praler lidt og kopperne bliver større,
nu vi alle har det på det tørre.
Kopperne kan ses endnu.

(imp 2005)