En helligdom af særlig art,
af hav og bølger kranset.
Et syn så smukt om end lidt bart,
hvor var det godt jeg standsed’

En klippe er engang her sat,
hvorfor det ved man ikke.
I fordums tid, måske ved nat,
det lader vi nu ligge.

Den sorte gryde kender jeg,
fra gamle børnelege.
Våde ovn, og sorte ovn,
hvad mon man der kan stege?

På klippen har en fugl sig sat,
den skuer mod det fjerne.
En hellighed med fugl og klat,
naturen må sig værne.

Den røde farve lyser op,
på rønnebærrenes kroner.
En symfoni af bær i knop,
giver træet smukke toner.

På stien møder jeg en snegl,
af særlig omtalt race.
En dræber art, en sneglefejl
hvor mon den har sin base?

Naturen er forunderlig
Jeg vil for evigt nyde
Et bær, en snegl, en lille vig
Hvad ellers den mig  byde.

(imp 16.09.06)